Vestamager Gruppe

Vestamager Gruppe

En god del af KFUM – Spejderne

Renovering af klatrevæggen er færdig

27. august 2015 · Alle enheder, For forældre, Information · Skrevet af KFUM Spejderne Vestamager

I næsten 2 år har vi knoklet på at renovere vores klatrevæg, og vi er endelig blevet færdige og resultatet kan vi være rigtig stolte af. Og med god grund – det færdige arbejde fremstår som udført professionelt, og blev også teknisk godkendt af Force i første forsøg. Den var faktisk så stærk, at vi har havde æren af at knække noget af deres trækudstyr!

Skulle have været færdig i sommeren 2014
Vi har været længere undervejs end først planlagt, af mange årsager- men iblandt også af de positive omstændigheder, at vi undervejs har fået tildelt, bevilget og sponsoreret flere forbedringer som indvendig belysning, udvendige lamper med projektører så væggen også kan bruges aften/nat, samt kampesten og faldunderlag i form af 40 tons ærtesten.
Så i løbet af efteråret 2014 løb vi ind i de velkendte kvaler når man nu bygger- særligt i højden: vejrets luner og siden vinteren får hurtigt endnu et år til at gå, særligt da der bygges på frivillig arbejdskraft. Og selvom vi alle gerne havde lagt 70-80 timer om ugen, har vi desværre alle vores lønnede bijobs der også skal passes… ?

Aktiviteterne er atter i gang
Første gang klatrevæggen rigtig var i brug igen, var på Vestamager Høstmarked, 8-9 August i år. Interessen var stor og vi havde rekord mange besøgende på klatrevæggen. Siden har flere af enhederne ivrigt kastet sig over klatring igen, denne gang bedre rettet til vores brugeres niveau, ud af erfaringerne fra den gamle væg.
I løbet af foråret 2016 vil vi afholde sikringskurser for de mange voksne ledere og rovere, der har måtte vente på kurser- der er mange i kø, men med den nye klatrevæg vil det være både muligt og mere hensigtsmæssigt at kunne holde kursus for flere på en gang, op til 9-12 personer.

Som medlem kan man låne klatrevæggen
Vi kan igen tilbyde vores spejdere klatreaktiviteter, både til de daglige møder, særlige arrangementer og hvis man som medlem i Vestamager gruppe gerne vil afholde f.eks. et fødselsdagsarrangement.
Et arrangement tager typisk 2 timer. Aldersgruppen for et klatrearrangement er bedst fra 8 år og op.
Vi har selvfølgelig al det nødvendige, godkendte udstyr, og alle der sikrer hos Vestamager gruppe er uddannet efter Dansk klatreforbunds gældende normer.
Ønsker du at holde et klatrearrangement eller ved spørgsmål, kontakt klatreudvalget.

Tags: